Budkrig: Nordjyske Bank vil købe hele Nørresundby Bank

Skrevet af admin

18/12/2014

Mest læste i dag

Nordjyske Bank har torsdag fremsat et købstilbud på alle aktier i Nørresundby Bank, der også har modtaget et bud på de resterende aktier fra sin hovedaktionær, Spar Nord, hedder det i en fondsbørsmeddelelse.

Bestyrelsen i Nørresundby Bank anbefaler enstemmigt sine aktionærer at takke ja til tilbuddet.

For hver aktie i Nørresundby Bank tilbyder Nordjyske Bank 335 kroner og én aktie i Nordjyske Bank.

Det svarer med torsdagens lukkekurs til en samlet pris på 446 kroner per aktie i Nørresundby Bank.

- Med en sammenlægning af de to banker opnår vi det, som jeg ved, vores kunder efterspørger, nemlig en rendyrket og stærk lokalbank i Nordjylland, siger bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Hans Jørgen Kaptain, i fondsbørsmeddelelsen.

- De to banker har et usædvanligt godt strategisk match - både i forhold til den geografiske dækning, vores stærke fokus på de nordjyske kunder og solide markedskendskab, siger han videre.

Spar Nord fremsatte 8. december et tilbud på de resterende aktier i Nørresundby Bank, der lød på 309 kroner kontant og to aktier i Spar Nord per aktie i Nørresundby Bank.

Med torsdagens lukkekurs svarer det tilbud lige nu til samlet 424 kroner.

Spar Nord sidder på over 50 procent af aktierne i Nørresundby Bank, og banken fremsatte sit tilbud for at forhindre den oprindelige plan om en decideret fusion mellem Nordjyske Bank og Nørresundby Bank.

Spar Nord har - med de nuværende regler - til gengæld blot 11 stemmer til generalforsamlingerne, og derfor har Spar Nord stillet forslag om at ophæve stemmeretsbegrænsningerne.

Det skal aktionærerne tage stilling til ved en ekstraordinær generalforsamling i Nørresundby Bank 15. januar.

Spar Nord fastholder efter tilbuddet fra Nordjyske Bank, at man fortsat ikke ønsker en fusion mellem Nørresundby Bank og Nordjyske Bank.

- Som vi tidligere har sagt, kan vi ikke se os selv som aktionær i en fusion mellem Nordjyske Bank og Nørresundby Bank, men nu har vi et konkret købstilbud at forholde os til, så vi skal have gjort vores stilling op på ny, siger Leif Lind Simonsen, der er pressechef i Spar Nord, til TV2/Nord.

/ritzau/