IS-budskaber i hackerangreb på ulykkesramte Malaysia Airline

Skrevet af admin

26/01/2015

Mest læste i dag

Hackere brød mandag ind på hjemmesiden for flyselskabet Malaysia Airlines og henviste til den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat. Hackerne hævdede, at de er fra gruppen Lizard Squad, som er kendt for tidligere at ødelægge flyselskabers online-services.

Det står ikke klart, hvad der var formålet med angrebet på det kriseramte Malaysia Airlines, men hackerne sagde i en Twitter-besked, at de snart vil afsløre "forskellige interessante ting, som de har fundet på malaysiaairlines.com servers."

Passagerer, der ville ind på hjemmesiden, blev tidligt mandag henvist til en anden hjemmeside med et billede af en øgle i smoking med teksten: "Hacket af Lizard Squad - officielt Cyper Kalifat".

Desuden var der overskriften "404 - Fly ikke fundet", hvilket øjensynligt var en henvisning til flyselskabets flykatastrofe sidste år, hvor flight MH370 med 239 mennesker om bord forsvandt.

Der var medierapporter om, at der på nogle af hackerangrebene mod Malaysia Airlines i forskellige regioner også var sætninger som "Isil (Islamisk Stat) vil vinde."

Presseerklæringer fra Malaysia Airlines bekræfter, at selskabets internet domænenavn er blevet hacket.

- På nuværende tidspunkt er Malaysia Airlines' servere intakte, men det kan vare op mod 24 timer, før alle problemer er løst, siger flyselskabet, som har alarmeret myndighederne om sagen.

- Malaysia Airlines forsikrer kunder og klienter om, at dets hjemmeside ikke er hacket, og at de midlertidige problemer ikke går ud over bestillinger. Brugernes data er beskyttet, hedder det videre.

Lizard Squad er en gruppe hackere, som har skabt ravage på internettet tidligere. Gruppen tog skylden for angrebet, som sidste måned satte Sony PlayStation Network og Microsofts Xbox Live network ud af spillet i mange timer.

Det er uklart, hvilke forbindelser gruppen har med Islamisk Stat (IS), som har erobret kontrol over store dele af Syrien og Irak med en række grusomme angreb. IS har flittigt brugt nettet og sociale medier til at rekruttere folk og udbrede bevægelsen islamistiske budskab.

/ritzau/AFP