Byrådsmedlem frifundet for at give husly til flygtninge

Skrevet af Redaktionen

26/08/2016

Dagens topnyheder

Det aarhusianske byrådsmedlem Maria Sloth (EL) er ved Retten i Aarhus blevet frifundet i en sag, hvor hun var anklaget for at huse flygtninge.

Også bo- og partifællen, folketingskandidat Anne Hegelund, er blevet frifundet, oplyser retten.

De to kvinder var tiltalt for at give husly til to afrikanske flygtninge en nat i september sidste år.

De var også tiltalt for at hjælpe de to flygtninge med den videre transport ved at sørge for færgebilletter til Norge.

Men retten finder ikke grundlag for at dømme de to kvinder, da sagen kun bygger på kvindernes udtalelser til Århus Stiftstidende.

Desuden kan det ikke slås fast, at udlændingene har opholdt sig ulovligt i landet, hedder det i dommen.

Maria Sloth siger til Ritzau, at hun er lettet over at være frifundet. Alligevel har hun blandede følelser over dommen.

- På den ene side er vi rigtig glade for at være frifundet. Men det er sket, fordi anklageren ikke har kunnet løfte bevisbyrden. Så det, vi har gjort, er ifølge loven stadig kriminelt, siger Maria Sloth.

Hun mener, at sagen bør give anledning til, at man politisk ændrer loven, så det ikke er strafbart at tilbyde husly til flygtninge.

De to kvinder afviste at udtale sig i retten, men lod via deres forsvarere forstå, at de står ved deres udtalelser til Århus Stiftstidende.

Til avisen fortalte de, at de havde åbnet deres hjem for de to flygtninge. De tjekkede ikke på forhånd, om de to afrikanske mænd havde lovligt ophold i Danmark.

Anklageren i sagen, Jacob Balsgaard Nielsen, Østjyllands Politi, havde krævet kvinderne idømt en frihedsstraf på mellem 30 og 40 dage. Alternativt gik han efter en bøde på 5000 kroner til dem hver.

Han tager dommen til efterretning og vil nu i samråd med statsadvokaten vurdere, om den skal ankes.

- Vi har vurderet, at der var tilstrækkeligt grundlag til at rejse tiltale og vurderet, at når de til avisen havde forklaret, som de havde gjort, så var det efter vores opfattelse troværdigt, siger Jacob Balsgaard Nielsen.

- Men retten har vurderet, at der ikke var grundlag til at dømme på, og det tager vi til efterretning, siger anklageren.

Med frifindelsen slipper Maria Sloth for at skulle en tur forbi Valgbarhedsnævnet for at få prøvet, om hun er egnet til at fortsætte sit politiske hverv.

/ritzau/