Cameron: Uden ændringer kan vi være på vej ud af EU

Skrevet af admin

28/11/2014

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, David Cameron, bekræfter i en tale, at han vil begrænse indvandringen ved at begrænse sociale ydelser, men han erkender, at det kræver en omskrivning af EU's traktater.

- Der er ingen tvivl om, at denne pakke i sin helhed vil kræve nogle traktatændringer, og jeg er sikker på, at vi kan forhandle dem på plads, siger han.

Han siger, at forhandlinger med de andre EU-lande skal føre til forandringer. Men hvis briterne taler for "døve øren", så vil han ikke "udelukke noget" - at det ender med britisk udtræden af EU efter en folkeafstemning i 2017.

Det er indvandringen fra de nye EU-lande i Østeuropa, som premierministeren vil have begrænset.

I sin tale præsenterede han de elementer, som Storbritannien kræver ret til at gennemføre, men som i dag ikke er mulige på grund af reglerne for EU's indre marked:

- Indvandrere skal i fire år ikke have skattefordele og adgang til boliger i socialt boligbyggeri.

- Indvandrere med børn uden for Storbritannien skal ikke have børnepenge og andre skattefordele.

- Indvandrere skal hjemsendes, hvis de ikke har fundet arbejde efter et halvt år.

- Indvandreres ret til at få deres familie til Storbritannien begrænses.

- Kriminelle indvandrere skal hurtigere udvises.

- Tiggere og svindler skal have længere forbud mod at vise sig i Storbritannien.

- Indvandrere fra EU's nye lande skal forhindres i at søge arbejde i Storbritannien, indtil deres hjemlige økonomier kommer på linje med de øvrige EU-landes.

- Vi fortjener at blive hørt, og vi må høres, fastslår Cameron.

- Det britiske folk vil ikke forstå - og ærligt talt, jeg vil heller ikke forstå - hvis en fornuftig vej ikke kan findes, som vil afklare dette lands plads i EU en gang for alle, siger han.

Særligt Tyskland har talt imod den britiske premierministers krav. Forbundskansler Angela Merkel har understreget, at den frie bevægelighed i EU er en hjørnesten i det europæiske samarbejde.

Cameron har lovet en folkeafstemning om det britiske EU-medlemskab i 2017, hvis hans konservative parti genvinder regeringsmagten næste år. Her ventes De Konservative at komme under hårdt pres fra det fremstormende EU-fjendtlige parti Ukip.

/ritzau/