Canadas premierminister: Vi intimideres ikke af angreb

Skrevet af admin

23/10/2014

Dagens topnyheder

Angrebet på parlamentsbygningen i Ottawa, Canada, onsdag bliver af landets premierminister, Stephen Harper, beskrevet som "voldeligt" og "brutalt".

I en tale til nationen understreger han, at Canadas kamp og internationale samarbejde mod trusler fortsat vil have høj prioritet.

- For anden gang på en uge er der sket brutale angreb i Canada, men vi vil ikke lade os intimidere. Canada vil aldrig kunne intimideres. Gerningsmændene bag disse angreb har intet sikkert helle, siger den canadiske premierminister, Stephen Harper.

- I virkeligheden vil disse angreb få os til at styrke og fordoble vores indsats for at bekæmpe terrororganisationer, som tyranniserer mennesker i andre lande i håb om at bringe deres barbari til vores kyster, fortsætter han.

Onsdag blev en soldat dræbt, efter at en angiveligt langhåret mand skød ham ved et krigsmonument tæt på parlamentet i hovedstaden. Kort tid efter blev der affyret omkring 30 skud inde i parlamentet, før den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet.

Indtil nu har historien været, at det var den samme mand, der angreb ved monumentet og i parlamentet, men politiet har sent onsdag aften hverken be- eller afkræftet den oplysning.

Skyderierne sker kun to dage efter, at to soldater blev kørt ned, og en af dem blev dræbt, på en parkeringsplads i Quebec-provinsen. En 25-årig mand, der angiveligt er en radikaliseret islamisk konvertit, blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

- Disse angreb på sikkerhedsfolk og offentlige institutioner er et angreb på vores land og vores demokrati. Vi vil tage alle nødvendige skridt til at identificere trusler og samarbejde med vores allierede verden over i denne kamp, siger Stephen Harper.

/ritzau/