Carsten Mogensen bryder tavshed med kontant klarmelding

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

Badmintonspilleren Carsten Mogensen, som i februar faldt om og måtte igennem en operation i hjernen, udtaler sig nu for første gang om sin tilstand og tanker om det OL, han drømmer om at komme med til.

I en sms til DR skriver Mogensen, der danner doublepar med Mathias Boe:

- Jeg er 100 procent klar. Jeg er løbende blevet tjekket fra top til tå, og der er intet i vejen. Ingen mén. Med andre ord: Alt er perfekt. Jeg melder mig klar, fordi jeg tror på Mathias og jeg, lyder det fra Mogensen.

- Vi har stået i en OL-finale før, så vi tager ikke afsted igen for oplevelsens skyld. Selv en blind mand kan se, at jeg har det fantastisk, og at jeg er klar. Allerede nu spiller jeg på et meget højt niveau.

Carsten Mogensen og Mathias Boe var klart Danmarks bedste herredouble på verdensranglisten inden Mogensens ufrivillige pause, men grundet tvivl om hans tilstand efter operationen er OL-pladsen nu ikke længere sikker.

På verdensranglisten er de to røget ned som nummer otte, hvilket kun er en plads bedre end landsmændene Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.

Grundet tvivlen omkring niveauet hos Mogensen og Boe efter den lange pause har Badminton Danmark udsat OL-udtagelsen af den danske herredouble til slutningen af juni.

Men den beslutning falder ikke i god jord hos Carsten Mogensen.

- Jeg synes, at man skal tage beslutningen snarest, for det vil være bedst at få arbejdsro allerede nu. Så kan man lave et forløb, som er 200 procent optimalt til OL.

- Det vil være meget ærgerligt at stå efter OL og sige: "Gid vi havde lavet forløbet bedre." Så hvorfor "spilde tiden" nu, skriver han til DR.

Carsten Mogensen og Mathias Boe gør turneringscomeback ved Indonesia Open, der begynder 30. maj.

/ritzau/