Catalonien er klar til at vinde hvad Skotland tabte

Skrevet af admin

19/09/2014

Dagens topnyheder

Lederen i Catalonien, Artur Mas, siger, at en catalansk folkeafstemning om at løsrive sig fra Spanien fortsat er på sporet og er "styrket" af folkeafstemningen i Skotland.

Også selv om det blev et nej til løsrivelse ved torsdagens folkeafstemning i Skotland.

- Processen i Catalonien fortsætter og bevæger sig fremad, siger Mas.

- Den catalanske proces er styrket, fordi vi har set et EU-land gå med til at tillade en afstemning, siger han.

Det regionale parlament i Catalonien vil fredag vedtage en ny valglov, som, de catalanske ledere siger, vil bemyndige dem til at holde en ikke-bindende folkeafstemning om uafhængighed den 9. november.

Den skotske folkeafstemning er blevet fulgt med intens interesse i Catalonien forud for den bebudede folkeafstemning.

Der er dog en markant forskel på Skotland og Catalonien, for den britiske regering og Skotlands lokalregering blev i fællesskab enige om betingelserne for torsdagens folkeafstemning.

I Spanien modsætter regeringen i Madrid sig kategorisk en afstemning og kalder den forfatningsstridig.

- Vi er meget glade for, at Skotland bliver sammen med os, siger den spanske premierminister, Mariano Rajoy, og kalder det positivt for "integrationen i EU".

Catalonien er den rigeste region i Spanien med Barcelona som sit kraftcenter.

/ritzau/AFP