Cepos om danske job: Polakker har ingen øv-dage

Skrevet af admin

26/05/2015

Dagens topnyheder

Udlændinge har sat sig på tre ud af fire nye job, hvilket skyldes, at danskernes incitament for at tage et job i mange tilfælde er så godt som ikke-eksisterende, hvis de er på overførselsindkomst.

Sådan lyder det fra Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, i en kommentar til tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, som dækker over de seneste fire år.

- Det er et paradoks, at vi har 700.000 danskere på overførselsindkomst, og når vi så er i en periode med nye job, så går de hovedsageligt til østeuropæere.

- Jeg tror ikke, at begrebet øv-dag eksisterer på polsk for at sige det lige ud. Det hænger sammen med, at alternativet i Polen er meget dårligere end her, siger han.

Over 30.000 af de mere end 40.000 nye job, der ifølge regeringen er opstået som følge af dens politik, er gået til arbejdskraft fra udlandet de seneste fire år, skriver Børsen.

Mange af de 40.000 nye job er på halv- eller deltid, og omregnes tallene til fuldtidsjob, svarer det til 20.700.

Heraf er over 20.000 gået til udlændinge ifølge DA.

- Der er rigtig mange danskere, der i virkeligheden kunne besætte disse job. Nogle danskere har fravalgt det, fordi blandt andet dagpenge og kontanthjælpen er for høje.

- Hvis de kom i job, så fik vi en dobbeltgevinst, ved at de fik arbejde, og en aflastning af de offentlige finanser. Dermed kunne man lette skatter og afgifter og igen skabe mere vækst, siger Mads Lundby Hansen.

Beregningen fra DA dækker perioden fjerde kvartal 2011 til fjerde kvartal 2014, hvilket er den samme periode, som Socialdemokraternes annoncer tager udgangspunkt i, når der refereres til, at der er skabt 40.000 nye job under regeringen.

Tal fra 2013 og frem viser ifølge beregninger fra LO, at der er en tendens til en stigende beskæftigelse blandt danskere og udlændinge.

Mads Lundby Hansen mener generelt ikke, at udlændingene er med til at presse danskerne ud.

- Hvis østeuropæerne ikke tog jobbene, måtte danske virksomheder takke nej til en række bestillinger og ordrer. Det ville koste velstand, siger han.

/ritzau/