Chilensk VM-stjerne skifter fra Barcelona til Arsenal

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

En af de store profiler på Chiles landshold ved VM i fodbold skifter arbejdsgiver.

Angriberen Alexis Sánchez forlader spanske FC Barcelona og tiltræder i stedet hos Premier League-klubben Arsenal.

- Som mange har set ved VM, så er Alexis en fantastisk fodboldspiller, og vi er glade for, at han slutter sig til os i Arsenal, siger manager Arsène Wenger til Arsenals hjemmeside.

- Alexis tilfører os kraft, kreativitet og meget kvalitet, og vi ser frem til, at han slutter sig til os i løbet af et par uger.

- Han har leveret præstationer i topklasse i en række sæsoner, og vi er spændte på at se ham integrere sig på Arsenal-holdet, siger Arsène Wenger.

Klubben afslører ikke længden på kontrakten, blot at der er tale om en lang kontrakt.

25-årige Alexis Sánchez har spillet de seneste tre sæsoner for FC Barcelona. Her har han i lighed med blandt andre Cesc Fabregas, som nu er hos Chelsea, haft svært ved at tilspille sig en helt fast plads på holdet.

Alexis Sánchez, der forinden spillede for italienske Udinese, ser frem til at blive Arsenal-spiller.

- Jeg er så glad for at slutte mig til Arsenal, en klub med en rigtig god manager, en fantastisk trup, stor opbakning rundt omkring i verden og et flot stadion i London, siger han,

/ritzau/