Chr. Hansen finder ny økonomichef i egne rækker

Skrevet af admin

07/07/2015

Mest læste i dag

Der er fundet en ny mand til at holde styr på økonomien hos ingredienskoncernen Chr. Hansen, da Søren Westh Lonning er udnævnt til økonomidirektør og medlem af direktionen.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag.

Søren Westh Lonning kommer fra en stilling som datterselskabsdirektør med ansvar for South West Europe i Chr. Hansen, ligesom han bestrider en ledende stilling for selskabets EMEA-region, der dækker Europa, Mellemøsten og Afrika.

- Det er med stor glæde, at jeg påtager mig ansvaret som økonomidirektør hos Chr. Hansen efter næsten otte år i virksomheden, siger Søren Westh Lonning i meddelelsen.

- Chr. Hansen er en fantastisk virksomhed med mange attraktive vækstmuligheder og meget dygtige medarbejdere, og jeg glæder mig til at være en del af virksomhedens fortsatte udvikling som medlem af direktionen i Chr. Hansen, fortsætter han.

Den nye økonomichef tiltræder stillingen fra 1. august 2015. Han afløser tidligere økonomidirektør Klaus Pedersen, der i marts meddelte, at han havde fået nyt job hos Nets.

Udnævnelsen af den nye økonomidirektør sker en uges tid efter, at Chr. Hansen præsenterede et flot regnskab for det forskudte regnskabsårs tredje kvartal, der både viste fremgang på top- og bundlinje.

Chr. Hansen kom ud af tredje kvartal med et overskud på 45,7 millioner euro efter skat - cirka 341 millioner kroner - mod 37,4 millioner euro i samme periode sidste år.

/ritzau/