Chris Froome: Jeg er i en fantastisk position

Skrevet af admin

06/07/2015

Dagens topnyheder

Tour de France-favoritten Chris Froome (Sky) var lykkelig for mandagens 3. etape, som efter dramatik, kaos og styrt endte med, at han kunne iføre sig den gule førertrøje efter Fabian Cancellara (Trek).

På forhånd havde Froome måske ikke kalkuleret med at tage trøjen allerede på 3. etape, da der altid følger et pres med den gule trøje.

Omstændighederne ville det dog sådan, og det beklager Froome sig ikke over.

- Det er en fantastisk position at befinde sig i (at have trøjen, red.), men jeg ved ikke, hvor meget man kan lægge i en stigning på én kilometer.

- Jeg vil langt hellere være i denne position end at skulle jagte tid på mine rivaler. Det er en fantastisk position at være i før brostensetapen tirsdag, sagde Chris Froome efter etapen.

Froome tog andenpladsen på dagens etape, der sluttede op ad Mur de Huy, der bød på en stigningsprocent på 26 på det stejleste sted.

Vinder blev Joaquim Rodriquez (Katusha), der slog Froome med ét sekund.

Til gengæld hentede Froome sekunder på alle sine konkurrenter i det samlede klassement, og han skal derfor allerede nu forsøge at forsvare trøjen, inden det først i næste uge går løs i bjergene.

- Vi skal køre hver etape så godt, som vi kan, og vi skal ikke føle, at det er et ekstra pres eller en byrde, at vi har trøjen. Vi skal fuldstændig glemme, at vi er i denne førende position og begynde fra nul hver dag, indtil vi når frem til bjergene, sagde Chris Froome.

/ritzau/