CL-triumfator stopper som træner i Schalke

Skrevet af admin

26/05/2015

Dagens topnyheder

Roberto Di Matteo træder tilbage som træner i Schalke 04 efter bare en enkelt sæson i den tyske storklub.

Den 44-årige italiener har truffet sin beslutning, efter at han har evalueret sit første år med sportschef Horst Heldt.

Di Matteo er nået frem til, at han ikke kan garantere, at han er i stand til at indfri klubbens forventninger til succes i næste sæson. Derfor vil han hellere trække sig og gøre plads til en ny træner.

Schalke 04 sluttede denne sæson på Bundesligaens sjetteplads - 31 point efter mestrene fra Bayern München.

Desuden nåede holdet frem til 1/8-finalerne i Champions League, hvor holdet pressede Real Madrid, men måtte se sig slået af det spanske storhold.

I 2012 vandt Roberto Di Matteo lidt uventet den europæiske klubturnering med Chelsea. Italieneren var blot hyret som midlertidig manager i den engelske klub efter fyringen af Andre Villas-Boas.

Chelsea vandt det år Champions League-finalen over Bayern München på tyskernes egen hjemmebane, Allianz Arena, efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

I den efterfølgende sæson blev di Matteo fyret i den engelske storklub.

/ritzau/