Claes Nilas tilbage i Integrationsministeriet

Skrevet af admin

30/06/2015

Mest læste i dag

- Selvom man skælder ham ud, så løber han rundt som en glad collie.

Sådan lød det fra tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) da hun i 2013 under en af flere afhøringer i Statsløsekommissionen beskrev sin daværende departementschef, Claes Nilas.

Nilas blev departementschef i boligministeriet, efter at SR-regeringen nedlagde Integrationsministeriet og lagde det over i Justitsministeriet.

Men Integrationsministeriet er genopstået i kølvandet på folketingsvalget, og nu skal Claes Nilas altså tilbage til sit "gamle" ministerium, dog ikke som departementschef.

- I første omgang bruger jeg al tid på at få fordelt Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikters ressortområder og medarbejdere på en god måde til de ministerier, der skal overtage opgaverne, skriver han i en mail til Ritzau.

- Der er en hel masse logistik heri, som jeg regner med at bruge den kommende tid på. Herefter er det aftalt, at jeg indgår i det nye integrationsministeriums organisation efter nærmere aftale med departementschef Uffe Toudal, skriver Claes Nilas.

Hvad hans opgave nærmere bliver - og hvem der har besluttet at placere Nilas i netop Integrationsministeriet - er der ingen oplysninger om.

Nilas var sammen med Rønn Hornbech involveret i den såkaldte statsløsesag, der endte med at koste hende ministerposten.

Sagen handlede om, at ministeriet ikke overholdt de FN-konventioner om statsløses rettigheder, som Danmark var forpligtet til at følge.

Nilas var en af de embedsmænd, der blev afhørt af en kommission, der blev sat til at komme til bunds i sagen, og hans forklaringer afveg på flere punkter fra Rønn Hornbechs.

Ifølge Nilas var det ministeren, der afviste at informere Folketinget om sagen. Birthe Rønn Hornbech beskyldte til gengæld topembedsmanden for at lyve og klandrede ham for ikke have styr på ministeriet.

/ritzau/