Clinton beklager sagen om omstridte mails

Skrevet af admin

04/09/2015

Mest læste i dag

Hillary Clinton beklager forvirringen omkring de private e-mails, som hun sendte i sin tid som udenrigsminister. Hun nægter at have gjort noget forkert, men har ikke noget svar på, hvorfor hun valgte at bruge sin private server.

Clinton, som ventes at blive Demokraternes præsidentkandidat, har ikke undskyldt, for noget hun har gjort, men siger, at det var en fejl af hende ikke at bruge regeringsadministrationens server, da hun ledede USA's udenrigsministerium.

- Jeg er til syvende og sidst ked af, at det har været forvirrende, og at det har rejst spørgsmål, men der findes ikke noget svar på alle disse spørgsmål, siger hun i et interview med nyhedskanalen Msnbc.

Hillary Clinton har været under hårdt pres, efter at sagen blev kendt i offentligheden. Hendes politiske modstandere beskylder hende for at have omgået loven om åbenhed og journalføring.

Hendes kritikere siger, at hun handlede sådan for at undgå at blive politisk bedømt for sin indsats i udenrigsministeriet. Kritikerne siger samtidig, at hun omgikkes letsindigt med den nationale sikkerhed.

- Jeg ville ønske, at jeg havde valgt anderledes, og jeg forstår, at amerikanerne har spørgsmål til det. Jeg tager ansvaret, siger hun.

Tusindvis af mails fra Hillary Clinton i hendes tid som USA's udenrigsminister er blevet offentliggjort, deriblandt en del som ifølge det amerikanske udenrigsministerium var fortrolige.

- Jeg tror, det drejer sig om 150 mails, der er fortrolige, sagde udenrigsministeriets talsmand, Mark Toner, til journalister i sidste uge.

Ifølge Mark Toner er processen med at reevaluere de tilbageværende mails stadig i gang. 63 andre mails er tidligere blevet omklassificeret og har nu betegnelsen fortrolige.

En del af de offentliggjorte mails er banale, mens andre er kryptiske og andre igen giver et indblik i hendes arbejde, men de har ikke ført til afsløringer af kritisable handlinger eller udtalelser.

/ritzau/Reuters