Contador er under pres før frygtede brosten

Skrevet af admin

07/07/2015

Dagens topnyheder

Selv taler Alberto Contador om, at han "skal overleve", når Tour de France-feltet tirsdag rammer syv brostenspavéer på 4. etape.

Det lyder noget dramatisk, men man forstår det lidt defensive udgangspunkt, hvis man tænker tilbage på sidste års brostensetape, hvor Contador smed mere end to et halvt minut til den senere vinder Vincenzo Nibali.

Derfor er det formentlig med en smule bæven, at Tinkoff-Saxo-ledelsen vil følge Contadors færd hen over de nordfranske brosten efter en lidt skuffende Tour-start for den spanske kaptajn.

- Vi kan jo kun håbe, at det går bedre i år. Vejrmeldingerne ser heldigvis bedre ud. Det gør tingene lidt lettere, siger sportsdirektør Sean Yates.

- Vi har været ude at træne på brostenene, og de ser egentlig ikke specielt svære ud. Men feltet kommer ind på brostensstykkerne i høj fart, så det handler om at sidde rigtigt forrest i feltet. Hvis han gør det, burde han kunne klare det, forklarer Yates.

Alberto Contador har tabt tid til førende Chris Froome på alle de tre første etaper og har før 4. etape et efterslæb på 36 sekunder.

Det er langt fra optimalt, men foreløbig slår holdledelsen koldt vand i blodet og håber, at etapeløbsspecialisten lige skal op i gear efter Giro d'Italia, der sluttede så sent som 31. maj.

- Først på 10. dag kan vi for alvor se, hvor vi står. Inden da er der brostensetapen tirsdag. Der er 6. etape med sidevind, og der er holdtidskørslen på 9. etape.

- Især holdkørslen bliver spændende. Froome kan være flyvende, men hvis hans holdkammerater ikke er det, betyder det ikke noget, påpeger Sean Yates.

Tirsdagens fjerde etape strækker sig over 223,5 kilometer fra Seraing i Belgien til Cambrai i Frankrig.

/ritzau/