Contador: Nu går jeg efter at vinde Vueltaen

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Både iagttagere i cykelsporten og Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) selv var inden starten på årets Vuelta a Espana i tvivl om, hvad formen kunne række til for spanieren.

Han blev først meldt klar kort før løbet, efter han skadet udgik af Tour de France.

I løbets første uge har Contador imidlertid vist sig godt kørende, og mandag - på løbets første hviledag - tør han selv sætte ord på ambitionen, at han går efter den samlede sejr.

- Lige nu kan jeg sige, at jeg vil prøve at vinde løbet, det dog ikke er sikkert, at jeg har benene til det. Indtil i går, og faktisk helt indtil den sidste stigning, tænkte jeg bare på at gennemføre løbet, og se hvordan det ville gå.

- Men tiden er gået, og jeg har ikke mistet noget tid. Jeg har på intet tidspunkt før i går tænkt på, at jeg kunne være i stand til at vinde Vueltaen, siger Contador på mandagens pressemøde ifølge feltet.dk.

På søndagens sidste bjerg kørte Contador fra den britiske Team Sky-favorit Chris Froome, og spanieren ligger nu på løbets andenplads bare tre sekunder efter den førende colombianer, Nairo Quintana fra Movistar.

Froome ligger på løbets femteplads 28 sekunder fra førertrøjen.

Tirsdag fortsætter løbet med enkeltstart på 36,7 kilometer.

/ritzau/