Cypriotisk inferno i returkampen skræmmer ikke Delaney

FC København dominerede størstedelen af kampen mod Apoel FC og vandt 1-0, da holdene tirsdag krydsede klinger i Champions League-kvalifikationen.

Om otte dage går det løs i returopgøret, men anfører Thomas Delaney frygter ikke kampen på Cypern.

- Det er jo et lille intenst stadion, men jeg synes måske også, det er blevet talt lidt op. Vi spiller jo ikke mod fansene. Hvis de kommer på banen, så har vi vundet 3-0.

- Jeg har trods alt spillet værre steder, og jeg vil hellere spille for 100.000 gale mennesker end hundrede pensionister, siger Thomas Delaney.

Midtbanespilleren er glad for resultatet, men havde gerne set et mål mere fra københavnernes side.

- Vi skaber måske seks chancer, og det er fint i sådan en kamp i dag. De har så også en ret stor chance, hvor Robin (Olsen, red.) redder os. Men jeg er ret glad lige nu.

- Det er et godt resultat, og det kan da også godt være, vi havde solgt den for det inden da. Men jeg synes bare, vi spiller en fin kamp, siger han.

Delaney stod for oplægget til den afgørende scoring, men roser Andrija Pavlovic for at sparke bolden over stregen.

- Der var muligheder for at lave de afleveringer i dag, så det var dejligt. Den lå ikke helt på et sølvfad, han skulle lige selv gøre det færdigt, siger Thomas Delaney.

/ritzau/

Dagens Gossip