Dødstal efter jordskælv i Nepal er nu over 3000

Skrevet af admin

27/04/2015

Mest læste i dag

Dødstallet efter lørdagens jordskælv i Nepal er steget til 3218, og antallet af kvæstede er nu opgjort til 6538, oplyser landets politi mandag ifølge Reuters.

Der er tale om en kraftig stigning i forhold til den forrige opgørelse af dødstallet, der søndag lød på godt 2400.

Redningsfolk bliver ved med at grave ofre frem fra nedstyrtede bygninger efter lørdagens jordskælv, der er det værste i Nepal siden 1934, da cirka 8500 mennesker omkom efter et jordskælv med en styrke på 8,3.

Lørdagens skælv blev målt til 7,8 ifølge USA's Geologiske Overvågning (USGS).

Af frygt for nye kraftige efterskælv tilbragte tusindvis af mennesker natten til mandag under åben himmel.

På tværs af hovedstaden Kathmandu kunne familier, hvis boliger enten er ødelagt eller i fare for at styrte sammen, ses lægge madrasser ud på gaden og rejse telte for at beskytte sig mod natteregn, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flere af byens hospitaler er lagt i ruiner. De fortsat fungerende hospitaler i Kathmandu er overfyldte, og derfor ses der også mange syge og kvæstede i byens gader.

Uden for Kathmandu Medical College har læger etableret en operationsafdeling i et telt, og katastrofen har blotlagt Nepals mangelfulde sundhedsvæsen.

Der er kun 2,1 læge og 50 hospitalssenge for hver 10.000 personer ifølge den seneste opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

- Jordskælvet har afdækket, at Nepals bedste offentlige hospitalsinfrastruktur er bukket sammen på et tidspunkt, hvor det skulle tage sig af mange mennesker i en fart, siger Sarvendra Moongla, ledende kirurg ved hospitalet Bir i Kathmandu.

Dødstallet ventes at vokse, når redningsarbejdere når frem til de afsidesliggende områder i Nepal, der også blev ramt af jordskælvet.

- Vi er overbebyrdet med henvendelser om behov for redningshjælp fra hele landet, siger Deepak Panda fra Nepals katastrofeberedskab.

/ritzau/Reuters.