Dødstallet i Nepal er nu over 5000

Skrevet af admin

28/04/2015

Mest læste i dag

Det officielle antal af omkomne efter det voldsomme jordskælv i Nepal er nu nået op på 5057, oplyser landets indenrigsministeriums nationale katastrofeenhed.

Nepals regering har erklæret tre dages landesorg, skriver AFP.

Antallet af kvæstede efter lørdagens voldsomme jordskælv, der blev målt til 7,8, er nu oppe på over 10.000, siger enhedens chef, Rameshwor Dangal, til AFP.

Samtidig er op mod 250 mennesker savnet, efter en ny lavine har ramt en landsby i et område nord for hovedstaden Kathmandu, hvor mange turister tager på trekkingture.

Der kan være udenlandske turister blandt de savnede, oplyser guvernør Uddhav Bhattarai til Reuters.

- Området er en naturpark, der er populær blandt turister. Vi forsøger at redde dem, men dårligt vejr og regn vanskeliggør redningsindsatsen, siger guvernøren.

Lørdagens jordskælv har udløst adskillige laviner i Himalaya-bjergene.

En af lavinerne dræbte 18 bjergbestigere ved base camp på Mount Everest.

Siden lørdag er Nepal blevet ramt af utallige efterskælv.

Hjælpen er begyndt at nå frem til nogle af de mere fjerntliggende landsbyer, som det på grund af jordskred og ødelæggelser har været vanskeligt at nå frem til.

- Jorden bliver ved med at ryste, selv her til morgen. Hver gang føles det, som om vi vil blive slugt, som om vi dør nu. Jeg vil ud herfra, siger den 24-årige Sita Gurung, som bor i en af de landsbyer, der tirsdag fik nødhjælp via helikoptere, til AFP.

Dødstallet efter det altødelæggende jordskælv i Nepal lørdag kan meget vel nå op på 10.000, sagde premierminister Sushil Koirala til nyhedsbureauet Reuters tidligere tirsdag.

Han beordrede samtidig en øget redningsindsats og opfordrer til hjælp fra udlandet.

- Nepal har behov for telte, medicin, behandling og rehabilitering. Det er en udfordring og en meget vanskelig situation for Nepal, siger Sushil Koirala i et interview med Reuters.

Hvis antallet af omkomne virkelig når op på 10.000, så er det højere end de 8500, der blev dræbt under det voldsomme skælv i 1934, som er den værste jordskælvskatastrofe i Nepal i 80 år.

/ritzau/AFP