Danmark advarer: Sanktioner mod Rusland kan smuldre

Skrevet af admin

05/02/2016

Mest læste i dag

EU's sanktioner mod Rusland risikerer at smuldre, hvis ikke Ukraine gennemfører alle de reformer, som de har lovet i den internationalt støttede fredsaftale for det uroplagede land.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) fredag under EU's uformelle udenrigsministermøde i Amsterdam.

Kristian Jensen siger, at Ukraine har gjort rigtig meget for at leve op til den såkaldte Minsk-aftale om fred i landet, hvor russisk støttede separatister siden 2014 har kæmpet mod den ukrainske hær.

- Jeg håber, at EU kan stå sammen om sanktionerne, og jeg arbejder på, at EU står sammen om sanktionerne, siger Kristian Jensen.

Han siger dog samtidig, at han kan "mærke, at det vil være svært at holde den samme tætte enighed" omkring EU's sanktioner mod Rusland, hvis Ukraine ikke sørger for at få de sidste reformer gennemført.

- Derfor risikerer vi, at der kommer en splittelse, hvis det er sådan, at Ukraine ikke leverer det, de skal, for at leve op til Minsk-aftalen, siger udenrigsministeren.

Han siger selv, at hans opfordring til Ukraine om at levere de lovede reformer samtidig er en udstrakt hånd med et tilbud om, at "vi er nogle lande, der står helt klar til at hjælpe dem" med opgaven.

/ritzau/