Danmark giver en kvart milliard til syriske ofre

Skrevet af admin

31/03/2015

Mest læste i dag

Det er med en større pose penge i hånden, at handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) tirsdag deltager i en international donorkonference i Kuwait.

Konferencen har fokus på Syrien og landets fortsatte krise, og Danmark giver nu tilsagn om 250 millioner kroner i 2015 til de syriske ofre. Det er 50 millioner mere, end der blev givet i 2014.

- Det er med en blanding af stolthed og tristhed, jeg giver det danske tilsagn.

- Stolthed, fordi det understreger, at Danmark er en humanitær stormagt og vidner om vores solidaritet med mennesker, der lever under nogle af de mest kummerlige forhold i verden.

- Og tristhed, fordi det, til trods for det store beløb, ikke er nok til at dække omfanget af det humanitære behov i Syrien, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Med tilsagnet er Danmarks samlede humanitære bistand til Syrien nu oppe på over en milliard kroner siden krigens start.

I sit indlæg på konferencen opfordrer Mogens Jensen andre ressourcestærke lande til også at yde en retmæssig støtte til de omkring 18 millioner nødlidende i Syrien og nabolandene.

- Jeg ønsker at sende et klart signal til alle lande - heriblandt ikke mindst mellemøstlige lande og nye vækstlande - om at være med til at løfte denne opgave, siger Mogens Jensen.

Af det danske tilsagn går 200 millioner kroner direkte til humanitær støtte til ofrene for konflikten. Samtidig er der afsat 50 millioner kroner til nabolandene Libanon og Jorden for at håndtere den syriske flygtningekrise.

Midlerne vil blive kanaliseret gennem danske og internationale organisationer, der allerede er aktive i områderne.

Det danske tilsagn omfatter de 90 millioner kroner, som blev annonceret 15. marts i år.

Krigen i Syrien er gået ind i sit femte år. Hvad der i kølvandet på Det Arabiske Forår begyndte som en opstand mod præsident Bashar al-Assad, har siden udviklet sig til en kompliceret krig med mange spillere.

Kurdere kæmper mod Islamisk Stat. Det gør regeringshæren også, samtidig med at den bekæmper oprørsbevægelser og andre jihadistiske grupper, og mange af disse grupper kæmper også mod hinanden i flere områder af Syrien.

/ritzau/