Danmark skal i raceoff efter dramatisk aften i Vojens

Skrevet af admin

23/07/2016

Mest læste i dag

Det danske landshold i speedway skal i raceoff for at kvalificere sig til VM-finalen for hold.

På en varm lørdag aften i Vojens måtte Danmark nøjes med andenpladsen med 36 point, mens Polen tog den enlige finaleplads med 39 point.

Flere udelukkelser og motorproblemer undervejs blev kostbare for Danmark.

Rusland, der fik 32 point, blev nummer tre og skal med Danmark i raceoff, mens Tjekkiet er helt færdige med 19 point.

Raceoff bliver kørt på fredag i Manchester, og dagen efter bliver VM-finalen kørt samme sted.

Kun vinderen blandt de fire lande i raceoff kommer med i finalen.

Danmark var uden en ferieramt Nicki Pedersen, mens Peter Kildemand heller ikke kunne være med på grund af en skade.

Det danske hold bestod af Leon Madsen, Kenneth Bjerre, Michael Jepsen Jensen og holdkaptajn Niels-Kristian Iversen, og der skulle gå otte heat, før publikum i Vojens fik en dansk heatsejr.

Den sørgede Leon Madsen for, så Danmark kun var et enkelt point efter Polen.

Leon Madsen vandt også heat ti, men da Kenneth Bjerre var udgået i det foregående heat, havde polakkerne fået slået et hul.

Det blev større, da først Niels-Kristian Iversen og siden Michael Jepsen Jensen blev udelukket, og da Leon Madsen fik problemer med sin cykel, var Danmark pludselig ni point efter Polen med fem heat tilbage.

Danmarks nye landstræner, Hans Nielsen, spillede herefter den såkaldte joker, så Michael Jepsen Jensen fik mulighed for at fordoble sine point i heat 16.

Han måtte dog nøjes med andenpladsen efter russeren Emil Sajfutdinov, men med fire point fik Michael Jepsen Jensen trods alt skåret det polske forspring ned til fem point før de sidste fire heat.

Leon Madsen vandt sin tredje heatsejr i heat 17, og i det efterfølgende heat endte et polsk skub mod Niels-Kristian Iversen med at koste en udelukkelse til Polen.

Den danske holdkaptajn vandt efterfølgende heatet, og så var Danmark pludselig kun et enkelt point efter polakkerne før de sidste to heat.

Kenneth Bjerre må dog se sig henvist til andenpladsen af sin polske konkurrent, og så skulle Michael Jepsen Jensen ud på en meget svær opgave i det afsluttende heat.

Det lykkedes ikke, da danskeren måtte se sig henvist til tredjepladsen.

/ritzau/