Danmarks U21-landshold henter remis i Portugal

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

Det danske U21-landshold i fodbold fik torsdag aften et godkendt resultat ud af testkampen mod Portugal.

På udebane i Marinha Grande fik landstræner Jess Thorups tropper 0-0. Ikke mindst takket være målmand Jakob Busk, der reddede et straffespark og havde flere gode redninger.

Kampen fungerede som optakt til sommerens EM-slutrunde, hvor torsdagens modstander også er en af de otte deltagere.

Portugal var mest toneangivende i første halvleg og burde have bragt sig foran otte minutter inden pausen, da Verona-spilleren Frederik Sørensen begik et straffespark.

Sparket blev dog reddet af den danske Sandefjord-målmand Jakob Busk, der helt ude ved stolpen reddede det portugisiske forsøg fra 11-meter-pletten.

Forinden havde OB-spilleren Rasmus Falk misbrugt halvlegens største chance i åbent spil.

Patrick Da Silva fra Brøndby afleverede til FCK's Andreas Cornelius, der spillede Falk fri med brystet, men Falk måtte se sit ellers kvalificerede forsøg afværget.

Efter pausen indledte Danmark bedst, men havde svært ved at spille sig frem til åbne muligheder.

Portugal overtog siden spillet og havde chance for at score sejrsmålet, men kampen forblev målløs.

Sommerens EM spilles i Tjekkiet fra 17. til 30. juni.

/ritzau/