Dansk anfører efter kollaps: Vi var ikke kloge nok

Skrevet af admin

17/12/2014

Dagens topnyheder

Heller ikke denne gang lykkedes det for det danske kvindelandshold i håndbold at få skovlen under Spanien, der snuppede billetten til EM-semifinalen med en klar sejr på 29-22.

De rutinerede spaniere var for stærke og smarte mod et dansk mandskab, der aldrig nåede i nærheden af sit højeste niveau.

- Vi burde have presset dem mere, for der var rigtig store muligheder i kontraspillet, men vi gjorde det ikke klogt nok. Spanien har rigtig gode spillere og et godt hold. Men jeg syntes, de virkede trætte i dag, siger anfører Line Jørgensen.

- Vi formåede aldrig at få stoppet det spil, som spanierne er gode til. Vi fik dem ikke tacklet, som Norge gjorde. De kom for nemt til deres scoringer, og derfor fik vi også sværere ved at løbe kontra, forklarer hun.

Jørgensen var igen sit holds bedste spiller, men for få holdkammerater var oppe i samme gear, og nu må danskerne nøjes med en sekundær placering ved EM.

- Vi havde et håb om at komme til at spille i medaljekampene, men vi vidste også godt, at mange af kampene ville være fifty-fifty. Når man ikke er på toppen, så vinder man ikke, siger Line Jørgensen.

Der venter nu et års forberedelser til næste store højdepunkt: VM på hjemmebane i Danmark i december 2015.

/ritzau/