Dansk diplomati står til millioner efter års sultekur

Udenrigstjenesten, der står for de danske ambassader og kontakter i udlandet, vil få millioner af kroner mere til budgetterne de kommende år. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen lægger regeringen i sit udspil til næste års finanslov op til at tilføre udenrigstjenesten 35 millioner kroner næste år, stigende til 70 millioner kroner i 2018. Det skal styrke diplomatiet.

- Det er første gang i 15 år, at der kommer flere penge til den klassiske drift af udenrigstjenesten. Der er behov for at styrke Danmarks diplomatiske muskler i den verden, vi lever i for øjeblikket, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Jyllands-Posten.

Pengene skal blandt andet bruges til at håndtere problemerne efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU, migration, eksportindsatser og terrorbekæmpelse.

Hvad pengene præcist skal bruges til, vil først blive fremlagt senere. Det vil ske samtidig med præsentationen af en ny strategi, der hviler på rapporten om Danmarks udenrigspolitik udarbejdet af Peter Taksøe-Jensen, den såkaldte Taksøe-rapport.

Udenrigsministeriet, hvor Udenrigstjenesten hører under, er siden 2000 blevet skåret med 600 millioner kroner ifølge Jyllands-Posten. Yderligere 200 millioner kroner forventes at falde bort frem mod 2019.

Derfor vil de nye penge ikke kunne erstatte de besparelser, der er blevet gennemført.

- Jeg står ikke og siger, at vi nu retter op til sådan, som det var i fordums dage. Vi har jo også undervejs med ny teknologi og en mere effektiv drift af vores ambassader kunnet løse opgaven med færre ressourcer, siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der længe har påtalt nedskæringerne i diplomatiet, glæder sig over, at der nu er flere penge på vej, men mener, at det langt fra er nok.

- Man sætter nu et plaster på det gabende sår, men det er jo slet ikke noget, som kan genoprette dansk diplomati, som det så ud før regeringsskiftet, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip