Dansk direktør tiltales i britisk hestekødskandale

Den britiske anklagemyndighed har nu rejst tiltale mod en dansk direktør og to andre for bedrageri i forbindelse med hestekødskandalen fra 2012.

Danskeren havde en ledende stilling hos kødgrossisten Flexi Foods frem til september 2014, skriver dr.dk.

Ifølge anklagemyndigheden har de tre i perioden mellem 1. januar og 31. oktober 2012 i forening og sammen med andre begået bedrageri mod købere af varer, der angiveligt indeholdt oksekød, men som i virkeligheden indeholdt hestekød.

- Efter omhyggeligt at have gennemgået bevismateriale fra Storbritannien og udlandet har anklagemyndigheden vurderet, at der foreligger tilstrækkelige beviser til, at en dom er realistisk, skriver anklagemyndigheden på sin hjemmeside.

De tre mænd vil ifølge anklagemyndigheden blive stillet for retten i London tirsdag 27. september.

Den danskejede kødgrossist har tidligere været mistænkt i sagen, skriver dr.dk.

Tilbage i februar 2013 påstod den irske fødevarevirksomhed McAdam Foods nemlig, at Flexi Foods Ltd., der ligger i Hull i England, havde importeret adskillige ton hestekød og solgt det videre som oksefars.

Ifølge McAdam Foods skulle kødet stamme fra Polen, hvor Flexi Foods havde en afdeling, skriver dr.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip