Dansk dressurrytter åbner OL i flot stil

Den danske ekvipage med Anders Dahl på hesten Selten HW kom flot i gang med OL i Rio.

En velklædt Anders Dahl med hvidt slips og sort hat startede med at hilse venligt på dommeren og red derefter ind i midten af arenaen.

Med sikker styring af hesten leverede Anders Dahl en godkendt præstation, og dommerne belønnede det med en samlet score på 69.900 procent.

- Jeg er super godt tilfreds med det. Hesten har ikke gået på det her niveau siden 1. maj, siger Anders Dahl og tilføjer:

- Det er utroligt lækkert at komme i gang. Vi har været herude en uge og træne, og det var rart at komme i gang og komme ind i kampen. Nu skulle der også snart til at ske noget.

Anders Dahl sluttede flot af, og han var efter sit ridt på det tidspunkt den næstbedste rytter. Siden faldt danskeren dog et pænt stykke tilbage i feltet, og han ville gerne have haft en bedre score fra dommerne.

- Jeg havde forventet lidt mere. Jeg følte faktisk, at den gik et godt program. Jeg havde lige et par fejl, men jeg havde forventet halvanden procent mere, siger Anders Dahl.

Han gav til slut hesten et velfortjent klap og vinkede op til et dusin danske tilskuere på Olympic Equestrian Centre, hvor hans egen familie også var til stede.

- Jeg havde en enkelt fejl med hesten i det, der hedder piaffe, hvor hesten står på stedet og tripper, og det gjorde, at jeg ikke stolede nok på den anden gang til at få den lavet. Man skal lave tre.

- Alt det andet, følte jeg, gik fint. Den lyttede til mig, arbejdede fint for mig og reagerede fint, forklarer Anders Dahl.

Hesten virkede da også meget rolig, da den gik banen rundt til den obligatoriske musik, der kom fra flere højttalere.

- Det var kun lige dengang, jeg drejede rundt til den første piaffe, at jeg følte, at den var lidt for spændt. Resten af turen var den faktisk afslappet og lyttede. Den tog det pænt, lyder det fra Anders Dahl

Den bedste rytter indtil videre er englænderen Spencer Wilton med scoren 72.686. Endnu har alle ekvipager ikke gennemført dagens program, og onsdag klokken 20.15 skal Agnete Kirk Thingaard i aktion som den anden danske dressurrytter.

/ritzau/

Dagens Gossip