Dansk EM-succes skærper spillere i kampen mod Asien

Skrevet af admin

03/05/2016

Mest læste i dag

Den danske succes ved EM i badminton i Frankrig skal skærpe de danske spillere yderligere til at være med i verdenstoppen.

Sådan lyder evalueringen fra Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup-Hansen, der håber, at succesen smitter af på træningsindsatsen.

- Vi håber, at spillerne tager den entusiasme med hjem til træningen, så de alle kan løfte deres niveau yderligere til kampen mod især de asiatiske spillere.

- Vi værner meget om vores træningsmiljø, og vi tror på, at det spiller en stor rolle for vores flotte resultater. De bedste spillere træner sammen hver dag, og her udfordrer og hjælper de hinanden, for de ved, at de skal bruge hinanden for at blive bedre, siger Finn Trærup-Hansen i en pressemeddelelse.

Danmark hentede ved det netop overståede EM for individuelle spillere hele 22 medaljepoint, som blev sikret med fire guld-, tre sølv- og fire bronzemedaljer.

Målsætningen var før EM at hente 15 medaljepoint. Det er tredje gang, Danmark henter 22 medaljepoint ved EM. Det skete også i 1996 og 1998.

Den danske rekord for medaljepoint til et EM for individuelle lyder på 23. Den blev sat i 1992, da Danmark hentede fire guld-, fem sølv- og én bronzemedalje.

- Det er et rigtig godt og flot resultat for dansk badminton. Ikke nok med at vi overgår vores målsætning, men jeg synes også, at måden, vi gjorde det på, var rigtig flot, siger Finn Trærup-Hansen.

Han roser især de helt unge spillere.

- Det var rigtig godt at se, at de unge spillere kunne udfordre de rutinerede spillere. De unge kunne se deres chance for en EM-medalje, og så kæmpede de for den, siger sportschefen.

De danske medaljevindere ved individuelt EM i 2016:

Guld: Mixeddouble: Joachim Fischer/Christina Pedersen, herredouble: Mads Kolding/Mads Conrad, damedouble: Kamilla Rytter Juhl/Christina Pedersen, herresingle: Viktor Axelsen.

Sølv: Mixeddouble: Nicklas Nøhr/Sara Thygesen, herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup, herresingle: Jan Ø. Jørgensen.

Bronze: Mixeddouble: Mathias Christiansen/Lena Grebak, damedouble: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, damesingle: Anna Thea Madsen og Line Kjærsfeldt

/ritzau/