Dansk hækkeløber tæt på VM efter dansk rekord

Skrevet af admin

05/07/2015

Dagens topnyheder

Dansk atletik boltrer sig i sommervarmen i øjeblikket.

Lørdag aften leverede Sara Slott Petersen et drømmeløb i 400 meter hæk ved Diamond League-stævnet i Paris, og søndag var det så Aarhus 1900-kollegaen Andreas Martinsen, der leverede en flot præstation i 110 meter hæk.

Martinsen satte dansk rekord ved et stævne i Göteborg, da han løb i tiden 13,55 sekunder. Det er en forbedring af den danske rekord, han satte for nylig i Finland, med 0,11 sekunder.

Ud over glæden ved at sætte rekord, så kan tiden vise sig vigtig i forhold til at indfri VM- og OL-kravet og den kan i sidste ende bringe Andreas Martinsen til VM i Beijing i slutningen af august.

Tiden er 0,08 sekunder fra at indfri kravet, men som noget nyt opereres der med kvoter, så hvis færre end 40 atleter klarer kravet inden deadline den 10. august, vil danskeren kunne komme i spil.

Det vil i givet fald være første gang siden VM i Rom i 1987, at dansk atletik er repræsenteret ved VM i 110 meter hæk for mænd.

/ritzau/