Dansk hitmager: Berømmelsen var en udfordring

Skrevet af admin

03/09/2015

Mest læste i dag

Det var en stor overraskelse for den danske hitmager Shaka Loveless, da hittet "Tomgang" i 2012 strøg til tops på hitlisterne og for alvor satte gang i hans solokarriere.

- Det kom meget bag på mig, hvor stort det blev. Jeg troede, at det skulle være et undergrundsprojekt, men det blev noget helt andet. Det var ret vildt, siger han.

Med hittet fulgte også berømmelsen. Pludselig blev den i dag 31-årige musiker stoppet på gaden af glade fans. Det tog noget tid at vænne sig til den store opmærksomhed.

- Det var lidt svært for mig at blive genkendt i starten. Det må jeg ærligt indrømme. Det er en udfordring, at man ikke føler sig alene nogen steder, og jeg er egentligt ret privat. Men jeg synes, at jeg er blevet bedre til det, siger han.

Alligevel vil Shaka Loveless ikke være det foruden, og han føler sig på mange måder heldig over den succes, han har opnået i løbet af de sidste par år.

- Det er jo også dejligt at blive genkendt og stoppet på gaden, for det er jo beviset på, at det går godt. Derfor har jeg også altid tænkt på det som en udfordring i stedet for en ulempe, for jeg vil jo gerne have, at det er sådan, og jeg vil meget gerne tale med mine fans. Jeg skulle bare lige lære at tackle det, siger han.

I dag er berømmelsen for alvor blevet hverdagskost for popsangeren, der selv føler, at succesen kom på det rigtige tidspunkt i hans liv.

- Jeg tror ikke, at jeg kunne blive mere klar til berømmelsen, end jeg var dengang. Jeg var mere rolig på det tidspunkt i forhold til, da jeg var 21 år. Jeg har haft et vildt liv, og jeg tror, at det er vigtigt, at man har fundet ro i sig selv. Så det kom nok på det rigtige tidspunkt, siger han.

Privat danner Shaka Loveless par med 24-årige Fanny, som han har kendt i et par år. Til tider kan det også være svært at have en kendt kæreste.

- Det har da været svært for hende en gang imellem. Man kan løbe ind i nogle ret fulde og respektløse piger i byen. Vi har en aftale om, at jeg altid giver folk et billede, hvis jeg har tid, og det er hun helt indstillet på. Hun har faktisk selv taget mange af dem. Hun gør det så godt, siger Shaka Loveless om kæresten og tilføjer:

- Jeg ved faktisk ikke, om jeg selv ville kunne klare det. Det kan hun heldigvis, og det er jeg så glad for. Hun er ret sej.

Shaka Loveless udkommer med sit nye album "Til Vi Ligger" fredag den 4. september.

/ritzau/FOKUS