Dansk mand meldes skudsåret i Riyadh

Skrevet af admin

22/11/2014

Dagens topnyheder

En dansk mand er blevet såret af skud i Riyadh, den saudiarabiske hovedstad.

Manden er blevet ramt i skulderen, og han er indlagt på et hospital. Hans tilstand meldes at være stabil.

Han blev skudt, da han forlod sin arbejdsplads i sin bil.

Gerningsmanden er ikke kendt, og det er motivet heller ikke.

Oplysningerne kommer fra det officielle saudiarabiske nyhedsbureau, SPA.

Udenrigsministeriet i København bekræfter, at en dansker er skudt og såret i Riyadh.

Mandens pårørende er blevet underrettet.

Videre bekræfter Udenrigsministeriet, at mandens tilstand er stabil, men ellers foreligger der ikke flere oplysninger.

Danmarks ambassade i Riyadh yder konsulær bistand.

En talsmand for politiet siger, at skyderiet undersøges.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at danskeren blev skudt omkring klokken 14, da han forlod sin arbejdsplads i Khar Road-området i hovedstaden.

Videre citerer AFP den amerikanske ambassade, der har udsendt en melding om skudepisoden til amerikanske statsborgere, for at sige, at danskeren blev skudt nær Ikea-varehuset i Riyadh.

Amerikansk ambassadepersonale har fået besked på at holde sig væk fra dette område indtil videre.

For en måned siden blev en amerikaner skudt og dræbt i hovedstaden, mens en anden blev såret.

Politiet har sagt, at de foreløbige informationer tyder på, at manden, der dræbte amerikaneren, ikke har forbindelser til ekstremistiske grupper.

Men saudiarabiske embedsmænd har sagt, at de er bekymret for, at militant islam kan vokse sig frem i Saudi-Arabien på grund af konflikterne i Irak og Syrien.

Regeringen har indført strenge straffe for terrorforbrydelser.

/ritzau/Reuters