Dansk NHL-profil erkender: Der mangler nogle procenter

Med otte NHL-spillere i truppen skulle det danske ishockeylandshold i OL-kvalifikationen have været det stærkeste nogensinde, men sådan har det langt fra set ud på isen i Minsk.

Og Vancouver-spilleren Jannik Hansen erkender da også, at han er langt fra den form, han havde, da han brillerede på VM-holdet i maj.

- Der har manglet nogle procenter. Jeg har ikke spillet en betydende kamp, siden vi mødte Finland i VM-kvartfinalen. For nogles vedkommende har pausen været længere, og det kan mærkes.

- De små finesser sidder der ikke lige, og kampformen kan man jo ikke få uden at spille kampe. Vi havde én testkamp mod Letland, og det var det, siger Jannik Hansen.

At kampformen har haltet er altså ingen overraskelse, men spillerne havde håbet, at de alligevel kunne ramme et så højt niveau, at de kunne spille med om OL-billetterne.

Efter to nederlag til Hviderusland og Slovenien er det håb imidlertid skudt grundigt i småstykker.

- Man havde håbet på det bedste, men det blev jo ikke særlig godt.

- Vi har selvfølgelig været klar over det på forhånd, og der er ikke rigtig nogen undskyldninger. Men vi har bare aldrig rigtig prøvet det før, siger Jannik Hansen.

De forventede profilers farveløse præstationer åbner for spørgsmålet, om man i stedet skulle lægge OL-kvalifikationen på et andet tidspunkt, selv om det formentlig ville resultere i masseafbud fra NHL-spillerne.

- I forhold til at få alle med er det her nok det optimale tidspunkt. Hvis turneringen ligger efter sæsonen, er der skader og slutspil, som kolliderer med den.

- Hvis man gerne vil have så stærke hold med som muligt, kunne det nok ikke gøres så meget anderledes, siger Jannik Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip