Dansk OL-guldvinder får Cavendish som konkurrent i Rio

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Supersprinteren Mark Cavendish bliver en af Lasse Norman Hansens konkurrenter, når den danske cykelrytter i august skal forsøge at forsvare sin OL-guldmedalje i omnium ved legene i Rio.

Det britiske OL-hold blev offentliggjort fredag, og ifølge Sky Sports skal 31-årige Mark Cavendish dyste i omnium, lige som han skal være en del af Storbritanniens stærke hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Det samme skal Lasse Norman Hansen i øvrigt for Danmark.

- Jeg er helt vildt spændt, siger Mark Cavendish til Sky Sports.

Dimension Data-rytteren er mest kendt for sine bedrifter på landevejene, ikke mindst hans 26 individuelle etapesejre i Tour de France, men også på banen har han gjort sig bemærket.

Tre gange er Mark Cavendish blevet verdensmester i parløb, senest i år sammen med Bradley Wiggins.

Ved dette års VM på bane i London deltog Cavendish også i omnium, hvor han blev nummer seks, i øvrigt lige efter Lasse Norman Hansen.

Mens danskeren vandt OL-guld i London for fire år siden, så mangler Mark Cavendish stadig at vinde en OL-medalje.

- Det er på en måde det eneste, jeg ikke har vundet. Jeg har vundet alt, hvad jeg kan, undtagen en guldmedalje, siger Mark Cavendish, der i 2011 blev verdensmester i det individuelle linjeløb ved VM på landevej i Danmark.

/ritzau/