Dansk sportschef vil tale med arrangør om startproblem

Skrevet af admin

02/08/2015

Mest læste i dag

Både Jeanette Ottesen og den svenske storfavorit Sarah Sjöström svømmede deres indledende heats i 100 meter butterfly med frygten for, at de faktisk var blevet diskvalificeret på grund af tyvstart ved VM i russiske Kazan.

Begge reagerede på lyde bag startskamlen, og det kunne have fået dem diskvalificeret, da man ikke må bevæge sig, førend startskuddet lyder.

Det kunne potentielt have været lidt af en skandale ved åbningen på svømme-VM, og derfor vil Danmarks sportschef, Lars Green Bach, tage en snak med arrangørerne.

- Vi vil høre dem, hvad det er for noget uro, for det er jo tydeligvis forstyrrende for svømmerne, siger Green Bach til TV2 Sport.

Sjöström og Ottesen endte med at svømme i bedste og næstbedste tid af alle i de indledende heats, men det betyder ikke, at man bør se igennem fingre med problemet, mener Lars Green Bach.

- Hvis der kan gøres noget, så synes jeg, det er et sted, hvor russerne kan steppe op, lyder det fra den danske sportschef.

Ud over at se Jeanette Ottesen svømme sig i semifinalerne i 100 meter butterfly, kunne sportschefen se Mads Glæsner missede OL-kravet på 400 meter fri med 5/100, mens Søren Dahl satte personlig rekord på 50 meter butterfly, men ikke kom videre.

/ritzau/