Dansk tenor får nystiftet operapris

Skrevet af admin

02/08/2015

Dagens topnyheder

For første gang uddelte Copenhagen Opera Festival søndag en hæderspris som afslutning på festivalen.

Prisen, der ledsages af 25.000 kroner, gik til den danske tenor Tonny Landy, der i mange år har været et stort navn indenfor opera- og bel canto sang.

Festivalens initiativtager, Christina Nielsen, overrakte hæderen og roste Tonny Landy for at have nået et bredt publikum med sine optrædener:

- I en menneskealder har han sunget tenorpartier fra de tunge tragedier over de lette operetter til populære danske sange og dermed beriget et stort og bredt publikum, sagde hun.

Initiativtageren roste desuden den mandlige operasanger for gennem sit virke som pædagog at have givet sin "viden og ekspertise videre til de næste generationer".

I sin takketale lagde prismodtageren selv vægt på, at han gennem hele sin karriere har forsøgt at gå sine egne veje:

- Jeg har altid været styret af min glæde ved opgaver indenfor optræden, det organisatoriske, undervisning, foredrag og meget mere.

- Og ikke mindst ved mødet med de dejlige mennesker, jeg arbejdede sammen med, og hvoraf mange lige så fortjent kunne have stået her i dag, lød det blandt andet fra prismodtageren.

Den danske tenor og skuespiller Tonny Landy havde sin debut i 1966 på Det Kongelige Teater som Alfredo i Verdis Traviata. Efterfølgende har han blandt andet været tilknyttet operaen i Lübeck og Göteborg.

Copenhagen Opera Festival blev grundlagt i 2009 og gennemføres således i år for syvende gang.

Festivalchef Michael Bojesen tiltrådte som ny kunstnerisk leder i september 2012, og det er dermed tredje gang, han står i spidsen for de årlige begivenheder.

/ritzau/