Dansk Tinkoff-rytter: Vil gøre alt for at bevare føring

Skrevet af admin

23/05/2015

Dagens topnyheder

Jesper Hansen vandt fredag 3. etape af cykelløbet Tour of Norway efter et soloridt, og han kørte sig i løbets førertrøje.

Den 24-årige Tinkoff-Saxo-rytter satser på at bevare førertrøjen på de afsluttende to etaper.

- Nu vil jeg naturligvis gøre alt, hvad jeg kan gøre, for at sikre trøjen og den samlede sejr, siger Jesper Hansen til Tinkoff-Saxos hjemmeside.

- Heldigvis har mine rivaler brug for mere end bonussekunder, og med Edvald Boasson Hagen som nummer to 38 sekunder efter mig skal jeg holde særligt øje med ham.

- Holdet skal generelt set forsøge at kontrollere begivenhederne, siger danskeren.

Jesper Hansen er i gang med sin anden sæson hos Tinkoff-Saxo, og etapesejren på kongeetapen i Tour of Norway var hans første som professionel.

- Det var i sandhed en fantastisk følelse at krydse målstregen og vinde min første sejr som professionel.

- Jeg er virkelig glad, og jeg vil gerne takke hele holdet for deres indsats. De kontrollerede udbruddet, og Chris Anker Sørensen hjalp mig meget på den sidste stigning, siger Jesper Hansen.

/ritzau/