Danske Banks topchef er bagud på point hos kunderne

Skrevet af admin

16/09/2014

Mest læste i dag

Når Thomas F. Borgen tirsdag fejrer sit etårs-jubilæum som øverste chef for Danske Bank, bliver det formentlig uden en lang række af kunder, som klapper anerkendende af hans lederskab.

Nordmandens troværdighed er nemlig helt i bund i forhold til andre bankdirektører, viser en undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Jyllands-Posten.

Hvor næsten 95 procent af Arbejdernes Landsbanks kunder har tillid til den øverste chef, Gert Jonassen, er det kun 58 procent af Danske Banks kunder, som finder Thomas F. Borgen troværdig.

- Thomas F. Borgen har kun haft et enkelt år til at vinde kundernes tillid, og dermed er han en af de bankdirektører, som har haft kortest tid til at gøre indtryk på kunderne.

- Derfor er hans lave troværdighed i høj grad et spejl af kundernes opfattelse af banken, siger Christian Stjer, der er direktør i Voxmeter.

Og den halter i den grad - altså kundernes opfattelse af banken efter flere ridser i lakken som følge af flere sager såsom en kontroversiel reklamekampagne under titlen New Normal og indførelsen af en ny abonnementsmodel for lønkonti i banken.

Thomas F. Borgen kan dog glæde sig over én ting.

- Han har allerede tilkæmpet sig en højere troværdighed end forgængeren Eivind Kolding, og det er faktisk ret godt gået, når man tager i betragtning, hvor sure Danske Banks kunder har været.

- De er fortsat landets mest utilfredse, men nu går det i det mindste i den rigtige retning, siger Christian Stjer.

Hvis Thomas F. Borgen gerne vil være mere populær, kan han passende tage et kursus hos Arbejdernes Landsbanks øverste chef. Han har nemlig den højeste troværdighed blandt bankens egne kunder.

Thomas F. Borgen sagde for nylig til Jyllands-Posten, at han godt var klar over, at det ville tage lang tid at genvinde kundernes tillid.

Han understregede dog, at tilfredsheden med banken steg, når kunderne havde haft kontakt med deres rådgiver, og det var det spor, som banken ville fortsætte ud af.

/ritzau/