Danske elitesoldater kan være på vej til Syrien

| Skrevet af Ritzau den 9. januar 2016 - 0:03
Foto: Google Maps

Nye opgaver kan vente danske soldater, hvis specialstyrker bliver sendt til det krigshærgede Syrien.

Regeringen søger opbakning blandt Folketingets partier til at udsende mellem 30 og 50 specialuddannede soldater, såkaldte specialoperationsstyrker, på mission i Syrien og Irak, erfarer Politiken lørdag.

Det sker, efter at USA har bedt en række lande, herunder Danmark, om nye militære bidrag til kampen mod Islamisk Stat (IS).

Regeringen har før jul i fortrolighed kontaktet partierne bag forsvarsforliget for at få deres opbakning til at udsende de danske specialstyrker, der typisk er jægersoldater, samt et Hercules transportfly, oplyser kilder til Politiken.

Regeringen planlægger også sidst på efteråret eller først på sommeren at genindsætte et antal af de F-16-fly, der sidste efterår blev trukket hjem fra operationerne i Irak, skriver Politiken.

Hvis danske specialstyrker bliver indsat på landjorden i fjendtligt territorium med egentlige kampopgaver som udpegning af bombemål og indhentning af efterretninger, bliver der tale om en opgave, som hverken jægerkorpset eller frømandskorpset har prøvet før.

F-16-piloterne og de danske jægersoldater kan også se frem til en ny type mission, fordi regeringen ønsker, at de skal operere ikke bare som hidtil i Irak, men også i det borgerkrigshærgede Syrien, hvor IS har sine højborge.

Piloterne skal inden udsendelsen træne til at møde antiluftskyts, som de modsat i Irak kan regne med at møde i Syrien.

Fra de politiske partier er der ingen direkte kommentarer til de fortrolige elementer i det danske militærbidrag.

De Radikale afviser ikke på forhånd et nyt bidrag, men en række generelle betingelser skal opfyldes, lyder det fra tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, er positiv over for et miiltærbidrag i Syrien, mens SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kalder det "kriminelt" at gå ind i en syrisk krig.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har ingen kommentarer til Politikens oplysninger.

/ritzau/

Deltag i debatten

 

Krimi

24. juni 2016

En 52-årig mand er blevet varetægtsfængslet for blufærdighedskrænkelse mod 6-årig dreng.

Politik

24. juni 2016

Tyskland og EU må forhandle med briterne og tilbyde en partnerskabsaftale, anbefaler tysk strategipapir.

Underholdning

24. juni 2016

Når der til efteråret bydes op til dans, er det blandt andet med sangerinden og tv-værten Julie Berthelsen på gulvet.

Efterlysninger

22. juni 2016

Moderen og den lille dreng skal findes hurtigst muligt, og derfor frigiver politiet nu billedet af den lille familie.