Danmark har ingen herresinglespillere med i semifinalerne ved badmintonturneringen French Open i Paris.
Det står klart, efter at både Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen fredag aften blev sendt ud i kvartfinalerne.
Sjetteseedede Hans-Kristian Vittinghus var tæt på at besejre VM-bronzevinderen Tommy Sugiarto, men den fjerdeseedede indoneser endte med at vinde 21-13, 17-21, 21-18.
Hans-Kristian Vittinghus kom bagud 0-5 i andet sæt, efter at han havde tabt det første, men danskeren fightede sig flot til sætsejren.
I tredje sæt var Vittinghus igen bagud, men han kom op på 18-18, før Tommy Sugiarto lukkede kampen med tre point på stribe.
Viktor Axelsen tabte 21-12, 18-21, 15-21 til Chou Tien Chen fra Taiwan, som han ellers førte 2-0 over i indbyrdes opgør.
Chou Tien Chen vandt i første runde over den forsvarende French Open-vinder, Jan Ø. Jørgensen, men Viktor Axelsen må alligevel ærgre sig.
Den danske VM-bronzevinder vandt første sæt stort og førte 11-8 i anden sæt, før kampen tippede i Chou Tien Chens retning.
Den finaleseedede damedouble Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen skuffede ved at tabe stort i deres kvartfinale.
Danskerne tabte hele 15-21, 10-21 til kineserne Luo Ying og Luo Yu, som de havde besejret to gange af to mulige før fredagens kamp.
/ritzau/