Dansker fører European Tour-golf i Australien

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen har ramt en god uge i European Tour-turneringen ISPS Handa Perth International i Australien.

Danskeren gik fredag anden runde i 69 slag, og fulgte således fint op på sin rekordrunde i 64 slag torsdag.

69 slag var dog ikke nok til at holde fast i førstepladsen. Den blev overtaget af skotten Peter Whiteford, som gik både første og anden runde i 66 slag, og således nu samlet er 12 slag under par, et bedre end Thorbjørn Olesen, som igen er et slag bedre end sydkoreaneren Sihwan Kim.

- Det er altid hårdt at komme tilbage efter en god runde. At lave en ny god runde er altid svært, siger Thorbjørn Olesen ifølge European Tours hjemmeside.

Ikke desto mindre var den 24-årige dansker stadig særdeles godt tilfreds med sin præstation.

- Jeg følte det som om, at jeg spillede solidt, og gav mig selv en masse muligheder for birdie, særligt på de første ni huller. Men banen var lidt sværere i dag, siger han, og fortsætter.

- Jeg er glad for måden, jeg spillede på. Jeg ramte greenen mange gange, og det er det vigtige her, siger han.

Joachim B. Hansen var et enkelt slag bedre end Thorbjørn Olesen på anden runde. Hansen gik runden i 68 slag, og er delt nummer 12 samlet, fem slag under par.

Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard klarede også cuttet. Kjeldsen er delt nummer 18 med en samlet score på fire slag under par. Bjerregaard er delt nummer 35, tre slag under par.

Søren Hansen klarede også lige akkurat cuttet. Danskeren er delt nummer 56 - et slag under par.

/ritzau/