Danskerne afviser skattestigninger til boligejere

Når Christiansborg til efteråret tager hul på 2025-forhandlingerne, skal regeringen blandt mange andre store opgaver finde en ny skattemodel for ejerboliger. Det eksisterende vurderingssystem er nemlig fuld af fejl.

Flere modeller og forslag er blevet lagt på bordet. Men uanset hvor aftalen ender, vil danskerne ikke have skattestigninger.

Således svarer seks ud af ti danskere i en Voxmeter-måling for Ritzau, at det ikke er acceptabelt, hvis almindelige boligejere kommer til at betale mere i skat som følge af et nyt ejendomsskattesystem.

23,3 procent kan godt acceptere en skattestigning, mens 17,6 procent svarer "ved ikke". Voxmeter har spurgt 1021 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Hos regeringspartiet Venstre mener finansordfører Jacob Jensen, at et nyt og mere retfærdigt ejendomsvurderingssystem ikke skal hæve boligskatten.

- To huse på den samme vej vurderes vidt forskelligt. Det kan vi ikke have. Vi må finde en vurdering, som rammer mere præcist. Men boligskatten skal ikke hæves.

- Det er rigelig dyrt at være boligejer. Det skal ikke være dyrere. Boligskatten skal hellere sættes ned. Der skal skabes ro på boligmarkedet, siger han.

Når der er brug for et nyt system, er det, fordi Rigsrevisionen fandt fejl i tre af fire sager, da Skat i 2011 vurderede parcelhuse. Den daværende regering ledet af Helle Thorning-Schmidt (S) bad i 2013 eksperter se på systemet, men de måtte opgive.

Derfor ligger opgaven nu på efterårets forhandlingsbord.

Boligskatten blev i 2012 fredet til 2020 af S-R-SF-regeringen, Venstre og De Konservative. Venstre og Socialdemokraterne ville forlænge skattestoppet for boligejere indtil 2025.

Skattestoppet på boligområdet er af både Nationalbanken og De Økonomiske Vismænd udnævnt til et problem, der kan skabe et usundt boligmarked, fordi det øger risikoen for boligbobler, når skatten ikke følger med prisudviklingen på markedet.

Der er flere måder at beskatte boligers værdi på. Man kan løbende beskatte værdistigningen, man kan beskatte gevinsten ved salg af boligen, eller vente med at beskatte gevinsten, indtil boligejeren helt forlader boligmarkedet.

Ifølge Berlingske vil flere partier beskatte boligejeres værdigevinst. De Konservative vil erstatte grundskyld og ejendomsværdiskat med en såkaldt avanceskat, mens Enhedslisten både vil bevare grundskylden og indføre avanceskat.

/ritzau/

Dagens Gossip