DBU åbner sag mod Sønderjyskes træner efter kritik

Skrevet af admin

21/10/2014

Dagens topnyheder

En undskyldning fra Lars Søndergaard var ikke nok til at undgå en sag hos Dansk Boldspil-Union (DBU), efter at Sønderjyske-træneren søndag kritiserede dommer Anders Poulsen.

DBU meddeler til tv3sport.dk, at unionen åbner en sag i disciplinærudvalget mod træneren.

- Vi forventer at have en afgørelse fra disciplinærudvalget senere på ugen inden weekenden, siger leder af DBU Turneringer, Henrik Andersen, til tv3sport.dk.

Lars Søndergaard skrev søndag følgende på Twitter om Anders Poulsen, der var dommer i FC Københavns 1-0-sejr over Randers FC i Telia Parken:

- Anders Poulsen??? Undlader rødt til Gislason (FCK-spiller Rurik Gislason), derefter billigt straffe. Skal han dømme i Kbh?

Tirsdag undskyldte Lars Søndergaard på Sønderjyskes hjemmeside:

- Det har på intet tidspunkt været hensigten, at mine kommentarer skulle opfattes som et personangreb, og det vil jeg gerne beklage over for Anders Poulsen.

- Min hensigt var at få en debat om dommerkendelser, som i flere tilfælde har været tvivlsomme, hvilket efterfølgende har haft konsekvenser for udfaldet af kampe.

- Det fik jeg ikke formuleret i mine udtalelser på Twitter, og det vil jeg igen gerne beklage, sagde træneren, der altså nu risikerer at blive straffet af DBU.

/ritzau/