DBU fortsætter oprydning: To chefer fyres

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Der er fortsat gang i oprydningen i Dansk Boldspil-Union (DBU).

Efter at formand Allan Hansen og generalsekretær Jim Stjerne Hansen er stoppet, mens kommunikationschef Lars Berendt blev fyret, forlader yderligere to chefer deres stilling.

Det drejer sig om elitechef John Helt og udviklingschef Poul Gilling, der begge er blevet fyret og fratræder med øjeblikkelig virkning.

Det sker i forbindelse med en omorganisering af DBU's organisation.

- Vi skylder både John og Poul en stor tak for deres indsats gennem årene, hvor de har gjort et stort stykke arbejde for DBU og dansk fodbold.

- Vi ønsker en anden retning på deres områder og har derfor valgt at sige farvel, siger DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, til DBU's hjemmeside.

Stillingen som udviklingschef bliver nedlagt, mens stillingen som elitechef skal omdefineres og slås op, meddeler direktøren.

Peter Rudbæk er foreløbig konstitueret som elitechef, mens Claus Bretton-Meyer selv er ansvarlig for udvikling, indtil arbejdsopgaverne på det område bliver fordelt senest den 1. november.

Samtidig bliver Kenneth Reeh stedfortræder for Claus Bretton-Meyer.

- I forbindelse med omorganiseringen udnævnes Kenneth Reeh som næstkommanderende og stedfortræder for administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, hedder det på DBU's hjemmeside.

John Helt er overrasket over at blive fyret.

- Det eneste, jeg vil sige, er, at jeg er ked af, jeg ikke fik lov at gøre det arbejde, jeg havde sat i gang i forbindelse med vores strategimøde i november, færdigt. Men sådan er det.

- Ellers må Claus' bemærkninger stå for sig selv. Det er hans beslutning, og den er kommet ret pludselig for mig, siger John Helt til bold.dk.

/ritzau/