De unge har taget politikernes uddannelsesmantra til sig

Skrevet af admin

30/07/2014

Dagens topnyheder

Et rekordstort antal unge har igen i år søgt ind på de videregående uddannelser. Helt præcist 91.231.

Politikerne har også længe prædiket for vigtigheden af uddannelse og for, at de unge kommer hurtigt i gang med en videregående uddannelse efter endt studentereksamen, som selvfølgelig helst skal færdiggøres på normeret tid.

Fungerende områdeleder for Vejledning og Optagelse på Københavns Universitet, Pernille Kindtler, oplever også, at langt de fleste unge søger ind på de videregående uddannelser inden to år.

Men det handler ikke kun om politikernes gulerod - den såkaldte hurtigstartsbonus, hvor de unge kan gange deres gennemsnit, hvis de læser videre inden for to år.

- De unge har taget det så meget til sig, at de ikke kun tænker over, at det handler om en hurtigstartsbonus. De har taget selve den politiske dagsorden, om at man skal starte hurtigt på sin uddannelse og blive tidligt færdig, til sig.

- De har på en eller anden måde accepteret det som en værdi, siger Pernille Kindtler.

Men politikerne kan ikke kun takke deres bonus for de unges mentalitetsskift. Finanskrisen har også spillet en rolle, mener Pernille Kindtler.

- Både finanskrisen og hele den måde, som man taler om uddannelse på i samfundet fra politisk side, har haft en betydning. De unge føler simpelthen, at de skal have en plan for, hvad de skal, og hvor de er på vej hen, siger hun og fortsætter:

- Finanskrisen har også bidraget til, at de unge er blevet fokuseret på, hvor det er, at uddannelsen skal føre dem hen, og eksempelvis hvad jobmulighederne er bagefter.

Trods krise og bonus holder nogle unge stadig en pause, inden de begynder at læse videre. Men i forhold til tidligere, hvor sabbatårene ofte blev brugt til at afsøge sig selv og finde ud af, hvad man gerne ville med sit liv, er der sket et skift.

- Rigtig mange unge i dag kan godt lide at have en plan, og så kan de tage et sabbatår. De vil helst kunne forklare for sig selv og andre, hvad de skal efter sabbatåret - fordi det er bedst at vide, hvad man skal, siger Pernille Kindtler.

/ritzau/