Den svenske spion Stig Bergling er død

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Den svenske spion Stig Bergling, som blev dømt til livsvarigt fængsel for landsforræderi i 1979, er død ifølge avisen Dagens Nyheter.

Den tidligere agent blev 77 år gammel.

Bergling var spion for Sovjetunionen. Han begyndte sit arbejde i det svenske politi i 1958, og et årti senere blev han ansat i den svenske efterretningstjeneste Säpo.

I midten af 1970'erne fik man i Säpo en mistanke om, at der var en muldvarp i huset, og mistanken rettedes mod Stig Bergling. Han blev pågrebet i Israel i 1977.

Bergling flygtede ud af Sverige under en udgang fra fængslet i 1987, og han boede efterfølgende blandt andet i Rusland, Ungarn og Libanon.

I midten af 1990'erne vendte han frivilligt hjem til Sverige, hvor han sad i fængsel i tre år, inden han blev løsladt.

Indtil sin død boede den tidligere spion i en ældrebolig i Stockholm.

/ritzau/TT