Det australske kontinent er løbet løbsk

Skrevet af admin

28/07/2016

Dagens topnyheder

Hvis man står med en gps-anordning i hånden et sted i Australien og zoomer ind, er der en stigende sandsynlighed for, at prikken på kortet er en anelse upræcis.

Det australske kontinent bevæger sig nemlig nordpå i højt tempo - i hvert fald i geologisk forstand - og det har gjort, at Australiens officielle koordinater for længde- og breddegrader efterhånden er noget skæve. Det skriver ABC News på sin hjemmeside.

I dag er koordinaterne over halvanden meter ved siden af. Et hold af forskere er derfor gået i gang med at regne sig frem til, hvordan Australien kan få en mere korrekt placering på verdenskortet.

De vil gøre geodata mere præcise i hele landet, og det vil gavne blandt andet transport og landmåling samt hjælpe folk med lettere at finde vej, skriver ABC News.

De data, der bliver brugt i dag, blev senest opdateret i 1994.

Australien er ifølge ABC News placeret på den af verdens kontinentalplader, der bevæger sig hurtigst. Kontinentet rykker omkring syv centimeter nordpå hvert år.

Dan Jaksa fra Geoscience Australia er en af dem, der arbejder på at få Australien "rykket på plads".

- Vi har punkter på Australien, der ligger fast, og længde- og breddegrader bevæger sig med de punkter. Men som tiden går, så ændrer de positioner sig sammenlignet med gps-positioner, så engang imellem er vi nødt til at rette det til, siger Dan Jaksa til ABC News.

Forskerne regner med at have opdateret systemet næste år. Data vil være baseret på estimater for 2020, så de første år vil de ikke stemme helt overens med virkeligheden.

/ritzau/