DF: Det nytter ikke at udelukke Grækenland fra Schengen

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

Det vil ikke få nogen afgørende betydning for flygtningestrømmen, hvis Grækenland udelukkes fra Schengen-samarbejdet.

Det siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, som dermed lægger en noget anden kurs end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

De to var fredag til møde i Europaudvalget, hvor temaet var topmødet i Bruxelles i næste uge.

Her vil Løkke se resultater i forhold til Grækenlands kontrol af landets grænser - ellers kan det komme på tale at udelukke Grækenland midlertidigt fra Schengen, mener Løkke.

Men det er ikke svaret, lyder det fra DF's EU-ordfører:

- Det vil formentlig ikke hjælpe noget. Grænsen er porøs hele vejen op igennem Europa, og hvis de ikke kan komme videre fra Grækenland, så vælger de Italien. Og hvad gør man så? Vil man så også ekskludere Italien fra Schengen-samarbejdet?, siger Kenneth Kristensen Berth.

Han mener, at Løkkes melding er udtryk for den stigende desperation i EU-landene, der om få uger venter en markant stigning i strømmen af asylansøgere, når vejret bliver bedre.

- Hver gang, vi har haft debatten om asylansøgere, har Løkke sagt, at der ikke er noget quick-fix. Nu kommer han selv med et quick-fix, der hedder, at vi ekskluderer Grækenland.

- Så strander asylsøgerne i Grækenland, men Grækenland er stadig medlem af EU, og Grækenland vil selvfølgelig ikke holde på de mennesker, siger Kenneth Kristensen Berth.

Spørgsmål: Men der er stadig en strøm af mennesker fra Tyrkiet til Grækenland. Hvad skal man gøre ved det?

- Man skal sejle bådene med asylansøgere tilbage til Tyrkiet, som forsvarsminister Peter Christensen også sagde i forbindelse med, at Danmark torsdag sagde ja til at sætte Absalon ind i det Ægæiske Hav. Det er lige nøjagtigt det, man skal gøre.

Spørgsmål: Men kan vi regne med hjælp fra Tyrkiet, hvis vi sender alle flygtninge tilbage?

- Har vi nogen hjælp fra Tyrkiet? Vi har ikke set nogen form for begrænsning i tilstrømningen, som de ellers havde stillet os i udsigt.

- Og det kommer heller ikke til at ske. Tværtimod er de lige så lidt interesseret i at have alle de asylansøgere, som vi er. Tyrkiet ekspederer dem bare op i Europa, siger Kenneth Kristensen Berth og tilføjer:

- Svaret på det er, at de europæiske lande tager ansvar for flygtningelejrene i nærområderne. Vi skal styre dem og finansiere dem. Til gengæld har vi så også ret til at sende folk tilbage til flygtningelejrene, hvis de kommer til Europa.

/ritzau/