DF: Flyt penge fra kunst til flygtninge

Tag 250 millioner kroner fra midlerne i Statens Kunstfond samt støtten til kunstneriske film og brug dem på flygtningeudgifter.

Sådan lyder et forslag ifølge Jyllands-Posten fra Dansk Folkeparti, som partiet vil tage med til finanslovsforhandlingerne - vel at mærke, hvis kunstnerne og deres faglige organisationer siger ja.

Baggrunden for forslaget er, at talrige kunstnere, blandt andet Thomas Vinterberg og Sofie Gråbøl, inden for de seneste år har ytret, at de skammer sig over nationens flygtningepolitik.

- Vi har hørt, hvor frustrerede kunstnerne er, og nu vil vi gerne hjælpe dem af med deres skam. Hidtil har andre måttet holde for - skoler, daginstitutioner og ældreområdet - mens kunstnerne stort set er gået fri.

- Her er en mulighed for at bidrage med egne penge i stedet for bare at være gratist, siger Alex Ahrendtsen, kulturordfører i DF.

Kulturminister Bertel Haarder (V) syntes ikke at tage DF-udspillet alvorligt, da han blev præsenteret for det under Kulturmødet Mors.

- Jeg betragter forslaget som sødt og polemisk drilleri over for nogle af de flygtningevenner, Alex Ahrendtsen åbenbart har set sig sur på. Men hvis kunstnerne bider på og erklærer sig klar til at ofre nogle af de midler, de lever af, må vi tage sagen op, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip