DF og EL: Tyrkiet er i gang med at afpresse EU

Skrevet af admin

29/11/2015

Dagens topnyheder

Det nytter ikke noget som helst at kaste EU-penge efter Tyrkiet for så at håbe, at tyrkerne får sat en stopper for menneskestrømmen til Europa.

Tyrkiet kommer ikke til at gøre noget ved flygtningekrisen, mener Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, forud for et EU-topmøde søndag i Bruxelles.

Her mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og EU's øvrige stats- og regeringschefer til et sjældent topmøde med Tyrkiet.

- Jeg vil æde min tyrkiske fez på, at der ikke bliver så meget som en flygtning færre end dem, der normalt vil komme.

- Det er tyrkiske firmaer, der tjener en masse penge på at transportere flygtninge til de græske øer. Det bliver ikke stoppet, siger Espersen til Ritzau.

- Tyrkiet er i gang med en afpresning, hvor de vil have en masse penge. EU har tilbudt dem 22 milliarder kroner, og Tyrkiet forlanger det dobbelte, siger han.

Nikolaj Villumsen, Enhedslistens udenrigsordfører, mener også, at der er tale om afpresning fra tyrkisk side.

- Det er dybt kritisabelt, at Løkke bøjer sig for den tyrkiske afpresning og vælger at belønne det tyrkiske regime med hundreder af millioner af danske skattekroner.

- I stedet burde der lægges et massivt pres på den tyrkiske regering for at stoppe støtten til Islamisk Stat og overholde grundlæggende menneskerettigheder, siger han i en skriftlig kommentar.

EU-landene har foreslået en flygtningefond på tre milliarder euro (22,5 milliarder kroner), der kan udbetale penge fra 1. januar og foreløbig to år frem.

Ifølge avisen Frankfurter Allgemeine mødes Tyskland anført af kansler Angela Merkel med Østrig, Sverige, de tre Benelux-lande, Finland og Grækenland inden selve EU-mødet for at finde frem til en løsning, som skal aflaste Tyrkiet.

Der tales om, at EU-landene skal fordele 400.000 flygtninge, som i øjeblikket er i Tyrkiet, mellem sig.

Dårlig idé, mener Espersen, som endnu engang opfordrer den danske regering til at indføre grænsekontrol.

Espersen mener, at Danmark udelukkende skal tænke på sit eget ve og vel i den nuværende flygtningekrise.

- Vi har kun fået elendig hjælp af de andre lande. Merkel er den helt store synder med hendes åbne arme-politik, og Sverige har ageret idioter de seneste mange herrens år. Det er ikke vores skyld, at vi har sådan nogle fjog til at sætte dagsordnen i Europa.

- Vi skal indføre grænsekontrol, når EU's ydre grænser ikke fungerer, siger Espersen.

/ritzau/