DF vil indefryse del af flygtninges løn på returkonto

Skrevet af admin

11/02/2016

Mest læste i dag

Hvis flygtninge lykkes med at komme i arbejde, skal der for hver 100 kroner på lønsedlen lægges 20 kroner til side, som den enkelte person først kan få udbetalt, hvis vedkommende rejser retur til sit hjemland.

Det foreslår Dansk Folkeparti i en ny hjemsendelsesstrategi, som bliver beskrevet i Jyllands-Posten forud for trepartsforhandlingerne mellem staten og arbejdsmarkedets parter. De forhandlinger begynder torsdag.

Konkret lægger Dansk Folkeparti op til at indefryse 20 procent af flygtninges løn på en konto. De penge kan kun blive udbetalt ved eventuel hjemrejse.

- Det er principielt folks egne penge. Men de får dem bare kun udbetalt i forbindelse med repatriering. Det vil få flere til at rejse tilbage, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Partiet ønsker også at forlænge den periode, flygtninge skal opholde sig i Danmark for at få permanent ophold.

- Problemet nu er, at vi siger, at folk kan søge permanent ophold efter få år, og dermed giver man indtryk af, at de skal blive her. Man kunne konkret forestille sig, at man hævede de nuværende seks år til otte år, siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

I dag skal flygtninge have været i Danmark i seks år for at få permanent ophold. Lever man op til en række integrationskrav, kan man søge allerede efter fire år.

Thulesen Dahl ønsker dog ikke at give dispensation, hvis flygtninge eksempelvis har gode danskkundskaber eller falder godt til på arbejdsmarkedet.

Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, ønsker ikke at kommentere det konkrete forslag, men erklærer sig over for Jyllands-Posten enig i, at flygtninge skal sendes hjem, når der er fred i deres land.

/ritzau/